Donation fra Salling Fondene: 1.400 elever i Aarhus får styrket deres trivsel.

Fotokredit: Human Practice Foundation, Bjergmarkskolen

Med en donation på 1 mio. kr. fra Salling Fondene kan Human Practice Foundation implementere trivselsprogrammet Indre Styrke på tre skoler i Aarhus Kommune og samtidig skabe ny viden om, hvordan mental trivsel kan blive en integreret del af skolehverdagen.

Mistrivslen blandt danske børn og unge er steget markant gennem de seneste 10-15 år. I dag oplever hvert femte barn stress, ensomhed eller manglende engagement, mens omkring 25.000 elever lider af skolevægring. Udviklingen kalder på langsigtede løsninger, der styrker både elevernes sociale og emotionelle kompetencer og giver lærerne konkrete redskaber til at arbejde med trivsel i hverdagen.

”Alle børn fortjener at føle sig trygge og trives, når de går i skole. Trivsel er en vigtig forudsætning for både læring, udvikling og fællesskab, og derfor ser vi et stort potentiale i projekt Indre Styrke, som giver både elever og lærere konkrete redskaber til at arbejde med trivsel i hverdagen. Det er vores håb, at programmet kan give endnu flere børn de bedste forudsætninger for en god skolegang,” siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.

Med donationen fra Salling Fondene kan Indre Styrke implementeres på tre skoler i Aarhus over de næste tre år og nå omkring 1.400 elever og 110 lærere. Programmet bygger på en helskolemodel, hvor elever, lærere, skoleledelse og forældre arbejder sammen om at styrke den mentale trivsel og skabe et trygt læringsmiljø, hvor børn får de bedste forudsætninger for at udvikle sig.

”Vi er dybt taknemlige for donationen fra Salling Fondene. Mistrivsel blandt danske børn er desværre et stigende problem, og det er afgørende, at vi gør en massiv indsats for at ændre den kurs. Takket være donationen fra Salling Fondene kan vi nu sikre markant bedre trivsel for børn og unge i Århus Kommune”. Siger direktør i Human Practice Foundation, Pernille Kruse Madsen.

Indre Styrke er udviklet og drevet af Human Practice Foundation, en international nonprofitorganisation, der arbejder for at skabe bedre muligheder for børn og unge gennem uddannelse og trivsel. Siden 2014 har organisationen opført 155 skoler i Kenya og Nepal. I Danmark står Human Practice Foundation bag Indre Styrke, som siden 2018 er udviklet og implementeret på 33 skoler i 11 Kommuner. Programmet bygger på evidensbaserede metoder og giver lærere konkrete redskaber til at understøtte elevernes sociale og emotionelle udvikling.

Faktaboks om Human Practice Foundation

·       3-årigt evidensbaseret trivselsprogram.

·       Implementeres på tre skoler i Aarhus med støtte fra Salling Fondene.

·       Omfatter ca. 1.400 elever og 110 lærere.

·       Bygger på social og emotionel læring og en helskolemodel.

·       Allerede implementeret på 33 skoler i 11 Kommuner.

 

Next
Next

Nepal after the floods: Helping children return to school