Projektleder til Partnerskaber

Human Practice Foundation søger en erfaren medarbejder til partnerskaber og fundraising, der kan tage arbejdet med at skaffe fonds-, pulje- og projektmidler til et nyt niveau, så vi kan hjælpe endnu flere børn til et godt liv.

Brænder du for at lykkes, og har du stor erfaring med succesfulde fondsansøgninger og indgåelse af længere partnerskaber – så er det dig, vi leder efter.

Om Human Practice Foundation

Human Practice Foundation bygger skoler og skaber entreprenører de steder i verden, hvor der er mest brug for det, og sikrer dermed tusindvis af børn det bedste udgangspunkt for resten af deres liv. Vi tror på, at skoler og uddannelse er den mest effektive vej til at skabe varige forandringer.

Hos os skal hver donor kunne se resultatet af sin donation, derfor går 100% af hver donation direkte og ubeskåret til et specifikt projekt. Alle administrationsomkostninger dækkes af vores Founding Partners.

Human Practice Foundation har projekter på 75 skoler i Kenya og Nepal, har udviklet flere impact projekter og har hjulpet mere end 30.000 børn. Vores strategi for de kommende år er at udvide aktiviteterne indenfor skolebyggeri og uddannelse til i alt 150 skoler og 50.000 børn samt udbygge vore impact projekter med ambitiøse entreprenørprojekter indenfor kaffe og landbrug.

Dine arbejdsopgaver

Du arbejder målrettet og trives i et entreprenant miljø, med mange igangværende aktiviteter og bredt samarbejde. Dine opgaver vil spænde bredt fra udvikling af vores fundraising aktiviteter til hands on-udarbejdelse af f.eks. fondsansøgninger og projektbeskrivelser. Du bliver ansvarlig for:

  • Fondens partnerskaber
  • Fondsansøgninger
  • Udvikling af strategisk tilgang til fundraising
  • Research i forhold til både projektudvikling og fundraising
  • Udvikling af nye fundraising initiativer

Som Projektleder til Partnerskaber får du også medansvar for projektudvikling i tæt samarbejde med vores projektteams i Danmark, Nepal og Kenya.

Kvalifikationer

Du kan dit ’håndværk’ og har lyst til at gøre en forskel og trives med en dynamisk og travl hverdag med mange bolde i luften. Du er den praktiske strateg, der både har blik for udvikling af funktionen og de overordnede linjer, og for den daglige udførelse og opfølgning på opgaverne.

Du har en høj faglig stolthed med en grundig og detaljeorienteret tilgang til dit arbejde, og en nysgerrighed og evne til at bevare overblikket i en til tider hektisk hverdag. Du er initiativrig og handlekraftig, hvilket bringer godt samarbejde og stærke resultater med sig. Du kan arbejde selvstændigt, men også skabe og vedligeholde gode relationer, både internt og eksternt.

Vi forventer derudover:

  • Erfaring med udviklingsarbejde og Fonde/NGOer, herunder projektudvikling, samskabelse, fundraising og fondsansøgninger vil være en fordel
  • Erfaring med udarbejdelse af programbeskrivelser og fondsansøgninger
  • Relevant akademisk uddannelse
  • Dansk og engelsk på meget højt niveau, skriftligt og mundtligt

Vi tilbyder

Ud over at være med til at skabe en reel positiv forskel i verden, bliver du en del af et passioneret team i indre København, der arbejder dedikeret og målrettet for at gennemføre vores strategi, og hvor hverdagen er præget af godt samarbejde, humor, hjerte og en familiær atmosfære.

Der vil være mange spændende faglige og personlige udfordringer, hvor du vil få mulighed for at udvikle dine kompetencer og erfaringer. Din rolle er central for Fonden, og du kan sætte dit fodaftryk i forhold til vores arbejde og videre udvikling.

Du får en bred berøringsflade til vores teams i Nepal, Kenya og Europa, samt andre dygtige og professionelle mennesker, der har valgt at engagere sig i vores arbejde.

Hvis dette lyder spændende for dig, så send din ansøgning og CV til Lone Frederiksen på lf@humanpractice.org. Ansøgningsfristen er den 15. april 2021, og vi indkalder løbende til samtale.
Vi glæder os til at høre fra dig.

Læs mere om os på www.humanpractice.org