Entreprenant Programleder til “Indre Styrke”

Human Practice Foundation (HPF), blev grundlagt i 2014 af Advokat Pernille Kruse Madsen og er en erhvervsdrivende fond med stort fokus på at drive vores projekter med en ånd præget af entreprenørskab og høj kvalitet. Efter 6 år med gennemførsel af større programmer i Nepal og Kenya – har HPF nu stort fokus på at sætte programmet Indre Styrke på dagsorden i Danmark.

HPF er støttet af dygtige forretningsfolk – fondens Foundings Partners – og har i dag programmer på 62 skoler i Kenya og Nepal og har hjulpet mere en 25.000 børn til en bedre skolegang.

Vi skal udbrede Indre Styrke – vil du være med?
Indre Styrke er et program på danske skoler, hvor vi struktureret arbejder med eleverne for at støtte dem i deres trivsel, selvværd og evne til at fordybe sig og til at indgå i fællesskaber. Indre Styrke programmet består af træning af både lærere og elever og stor inddragelse af forældre og skolens ledelse. Se mere om projektet på Fondens hjemmesidewww.humanpractice.org

Indre Styrke programmet er kommet godt fra start, og vi har nu brug for en stærk programleder, der kan udvikle og drive implementeringen af Indre Styrke, og dermed fortsætte arbejdet med at udbrede Indre Styrke til flere skoler. Dermed når vi ud til de børn og unge, der har brug for det først og fremmest i Danmark og på sigt udenfor Danmark.

Dine arbejdsopgaver
Som programleder på Indre Styrke vil du i tæt samarbejde med HPF´s direktør stå for at:

  • Sikre udviklingen og implementeringen af HPF´s Indre Styrke strategi
  • Udvikle, styrke og fastholde HPF´s partnernetværk med skoler, institutioner organisationer og andre eksterne partnere
  • Indgå i dialog med og søge midler hos relevante fonde og virksomheder

Din profil
Du er en engageret og dynamisk person og har flere års erfaring med projektledelse fra start til slut. Du holder fokus og er resultatorienteret, og har du god erfaring med at skabe og drive projekter i partnerskaber med andre, er det et plus.

Du har en høj faglig stolthed og sætter en ære i at omsætte idéer og planer til resultater. Med en hands-on tilgang til jobbet, får du tingene til at ske. Du er en stærk kommunikator, har en fællesorienteret tilgang til opgaverne, og du formår at engagere folk omkring dig.

Du kommer til at arbejde i en lille organisation med et højt aktivitetsniveau, så det er vigtigt, at du kan holde hovedet koldt, når der er pres på.

Din uddannelsesmæssige baggrund kan være humanistisk eller samfundsvidenskabelig på bachelor eller master niveau. Det vigtigste er din projektledererfaring, din energi og ikke mindst evne til at engagere dig i Indre Styrke.

Vi tilbyder
Ud over at være med til at skabe en positiv forskel i verden, bliver du en del af et passioneret team på vores kontor i Brolæggerstræde i København og får en bred berøringsflade internt, til samarbejdspartnere og til andre dygtige og passioneret mennesker, der har valgt at engagere sig i vores arbejde flere steder i og udenfor Europa. Din rolle er central for HPF, og du kan sætte dit fodaftryk ift. fondens arbejde og videre udvikling.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til Pernille Kruse Madsen på telefon 6151 7300. Ansøgninger og cv sendes til fn@humanpractice.org senest den 9. juni 2020 kl. 12.00, og vi forventer at holde samtaler den 11.6. og 12.6. 2020.

Vi glæder os til at høre fra dig.